Den gode skilsmisse: En fortælling om fleksibilitet, tillid og to hjem

Da min eksmand og jeg blev skilt, var der mange i vores omgangskreds, som spurgte os, hvordan vi havde fået børnene så godt igennem det. Mange kendte skilsmisser, hvor børnene blev kede af det, splittede eller kom i klemme mellem voksne. Det gjorde vores ikke.

Det betyder ikke, at skilsmissen var let. Men den blev heller ikke et traume for børnene.

Jeg deler vores erfaring, fordi den viser noget vigtigt: at når forudsætningerne er til stede, kan fleksibilitet og tillid fungere rigtig godt. Og samtidig fordi det er afgørende at sige højt, at det kun fungerer under bestemte betingelser.

Vi lavede ikke faste ordninger

Vi brugte aldrig betegnelser som 7/7 eller 9/5. Ikke fordi sådanne ordninger er forkerte, men fordi de ikke passede til vores liv.

I stedet kiggede vi cirka en til to uger frem ad gangen og talte sammen:

• Hvem har mest tid i den kommende uge?

• Hvem har mest overskud?

• Hvad passer bedst med børnenes skole, venner og fritidsliv?

  
  

Jeg er præst og havde perioder med meget aften- og weekendarbejde. Når det var tilfældet, var børnene mere hos deres far. Han er gymnasielærer og musiker, og havde perioder med mange retteopgaver eller koncerter. Så var børnene mere hos mig.

Hvis nogen af os fik familiebesøg, var børnene selvfølgelig hos familien. Hvis en af os havde en rolig arbejdsuge, så ringede vi og aftalte, at de var mest dér. Nogle dage stod helt åbne, fordi vi begge havde tid. Så var det op til vores børn.

Eller også aftalte vi at én fik alenetid hos den ene, mens den anden tog de to andre. De fleste børn elsker alenetid med deres forældre, og netop pga. skilsmissen havde vi det privilegium at kunne give dem mere alenetid.

Det skete også, at vi gav hinanden plads til fritidsinteresser, venner, aftaler eller afslapning, mens den anden passede børnene. Det gav to glade, overskudsfyldte forældre.

Hvis der var mange skift, flyttede vi os – ikke børnene

Noget af det, vi gjorde bevidst, var at tage hensyn til, hvor mange skift børnene havde haft. Hvis de havde været meget frem og tilbage, tog vi nogle gange selv over til den anden forælder og passede dem dér.

Det handlede om, at børnene ikke hele tiden skulle pakke tasker, flytte lektier og føle, at de var på gennemrejse i deres eget liv.

Vi voksne boede altså ikke i en kuffert. Vi kom bare på besøg hos den anden forælder, og passede børnene sammen - det elskede de - eller var sammen med børnene, mens den anden forælder var ude at passe sine fritidsaktiviteter eller på tur.

Vi var ikke enige om alt – og det var helt i orden

Min eksmand og jeg var ikke ens som forældre, og vi var heller ikke altid enige om opdragelse. Det var ikke noget, vi forsøgte at udviske eller gøre ens.

Som børnene selv har sagt senere: Hjemme hos dig oplevede vi en masse og skulle hjælpe til. Hjemme hos far slappede vi af.

Det har ikke skadet dem. Tværtimod tror jeg, det har givet dem erfaring med, at der findes forskellige måder at være familie på, uden at den ene er rigtig og den anden forkert. Det afgørende var, at vi respekterede hinanden som forældre og ikke brugte forskellene imod hinanden. Og børn er fornuftige og kan ofte finde ud af at tage det bedste fra begge verdener.

Økonomien var et fælles ansvar

Af praktiske og økonomiske årsager valgte vi at lade børnene have bopæl hos mig, fordi han boede i ejerbolig, og jeg boede i lejebolig og havde brug for tilskuddet. Vi var enige om, at vi ikke ville splitte børnene. Vi snakkede dog også om på et tidspunkt, hvor begge boede i lejebolig, at den ene måske skulle have bopælen på det ene barn. Men da vi boede i hver sit skoledistrikt, lod vi være. Det vigtigste for os var, at børnene voksede op sammen: Forældre har man en tid. Søskende har man hele livet!

Faren betalte ikke børnepenge, fordi han havde de samme udgifter, når børnene var hos ham. Det var noget, vi aftalte os frem til.

Vi aftalte også at dele alle større udgifter om børnene imellem os.

Og da min løn blev høj nok til, at jeg skulle betale børnehave og SFO, aftalte vi at få en bidragsresolution, så faren kunne bidrage til udgifterne, men trække halvdelen af pengene fra i skat.

Børnene blev aldrig gjort ansvarlige

Vi talte generelt ordentligt om hinanden. Vi havde hver især grund til vrede - man bliver jo skilt af en grund. Men "triangulering" - at inddrage barnet i en alliance - lærte vi at stoppe med, da børnene selv sagde fra! Vi blev mere voksne, og involverer ikke børnene i vores uenigheder i dag. Og vi har aldrig ladet dem føle, at de skulle vælge side eller tage hensyn til vores følelser.

De var ikke “skilsmissebørn”. De havde bare to hjem.

I dag er de 17, 22 og 25 år. De er glade, trygge og velfungerende unge mennesker. De siger selv, at de aldrig har oplevet den form for savn eller splittelse, som mange forbinder med skilsmisse. For dem var det naturligt, at de var der, hvor det passede bedst.

Hvorfor jeg deler det

Jeg deler vores erfaring, fordi debatten ofte bliver unuanceret. Enten fremstilles delt bosted og fleksibilitet som en universalløsning, eller også taler vi kun om de værste sager. Skilsmisseordninger som 7/7 er fremme i medierne som en "norm", og debatten kører om det er bedre med en "fast base". Men familier er ikke ens og børn og forældre er ikke ens. Nogle trives med faste rammer. Vi er begge fleksible og vil gerne have frihed til spontanitet, og det samme passer godt til vores selvstændige og aktive børn.

Virkeligheden er, at de fleste skilsmisser fungerer, netop fordi forældrene kan samarbejde. De fleste forældre har ikke deres egne interesser, men barnets bedste, som deres vigtigste rettesnor. Men de voksnes og barnets bedste kan forenes - det er vores skilsmisse et godt eksempel på.

Det her er ikke en løsning for alle

Samtidig er det afgørende at sige højt, at det kun fungerer under bestemte betingelser. Denne måde at gøre det på fungerer kun, når der er:

• gensidig respekt

• tillid

• ingen vold, trusler eller manipulation

• ingen kamp om børnene

Fleksibilitet er en styrke i samarbejdsskilsmisser. I højkonfliktsager kan den være direkte skadelig. Der har børn brug for faste rammer og beskyttelse – ikke forhandling.

Fagpersoner kan normalt godt kende forskel på skilsmisser, hvor samarbejde er muligt, og dem hvor der er behov for beskyttelse. Forældre som os ender ikke i retten. Vi ender til børnefødselsdage, juleaftener og fælles måltider hos hinanden - helt frivilligt.