Når begreber skader børn: Om triangulering, loyalitetskonflikter og barnets ret til at blive taget alvorligt

Af seniorrådgiver Sidsel Lyster, Raadvild.dk

I skilsmisse- og højkonfliktsager ser jeg desværre alt for ofte, at børn bliver trukket ind i konflikter mellem voksne. Det er alvorligt, uanset forældrenes køn, position eller fortælling, og det stiller store krav til, at vi som professionelle er præcise i både vores analyser og vores begrebsbrug.

Hos Raadvild.dk tager jeg konsekvent udgangspunkt i barnets perspektiv og beskyttelse – ikke i forældrenes kamp mod hinanden.

Loyalitetskonflikter er reelle – men forklaringen er afgørende

Der hersker bred faglig enighed om, at børn kan havne i alvorlige loyalitetskonflikter i forbindelse med samlivsbrud. Børn kan komme i klemme mellem forældre, som er følelsesmæssigt belastede, vrede eller ude af stand til at samarbejde. Det er i sig selv et faktum, som ingen bør bestride.

Uenigheden opstår, når vi skal forklare hvorfor barnet reagerer, som det gør, og hvilke begreber vi anvender til at forstå barnets situation.

Problemet med begrebet “forældrefremmedgørelse”

Begrebet forældrefremmedgørelse anvendes i dag meget bredt i familieretlige sammenhænge. I praksis ser vi, at det ofte bruges på en måde, der mistænkeliggør børns udsagn og flytter fokus væk fra mulig skadelig voksenadfærd.

Det er baggrunden for, at mange børne- og partnervoldsorganisationer forholder sig kritisk til begrebet, samtidig med at man anerkender, at manipulation og uhensigtsmæssige påvirkninger kan forekomme i nogle familier. Kritikken handler ikke om at benægte problemer, men om at beskytte barnet mod at blive reduceret til et strategisk element i de voksnes konflikt – og mod i værste fald at stå uden beskyttelse i situationer, hvor der forekommer grænseoverskridelser eller overgreb.

Triangulering: et mere præcist og børnebeskyttende begreb

Fagligt giver det efter vores vurdering bedre mening at anvende begrebet triangulering, som stammer fra familieterapi og systemisk psykologi.

Triangulering beskriver en relationel dynamik, hvor et barn – bevidst eller ubevidst – inddrages i en konflikt mellem voksne og kommer til at fungere som følelsesmæssigt bindeled, budbringer eller i værste fald “våben” i relationen. Fokus ligger ikke på at placere skyld, men på at forstå de mønstre og belastninger, barnet udsættes for.

Triangulering ses særligt i relationer, hvor en voksen har vanskeligheder med mentalisering og affektregulering, og hvor barnets loyalitet gradvist bliver en del af konflikten. I sådanne situationer risikerer barnet at miste retten til sine egne oplevelser, fordi det presses ind i en forklaringsmodel, der primært tjener de voksnes positioner.

Barnets oplevelser skal tages alvorligt

Et afgørende princip i arbejdet med børn i højkonfliktsager er, at barnets modvilje mod en forælder ikke på forhånd må forklares som manipulation. I nogle tilfælde bunder barnets reaktioner i helt reelle erfaringer med utryghed, grænseoverskridelser eller manglende følelsesmæssig tilgængelighed.

Derfor er begrebsvalget ikke neutralt. Det har direkte betydning for, om fokus rettes mod:

barnets beskyttelse og trivsel

eller

de voksnes behov for at få ret, genoprette status eller vinde en konflikt.

Tilgangen hos Raadvild.dk

Hos Raadvild.dk arbejdes der bevidst uden kønskamp og uden ideologiske skyklapper. Fokus er ikke på “mødre” eller “fædre”, men på børn, relationer og risikodynamikker.

Min opgave som rådgiver er ikke at vælge side mellem forældre, men at stå urokkeligt på barnets side. Det kræver begreber, som åbner for faglig nuancering, beskytter barnets stemme og forhindrer, at komplekse familieproblemer reduceres til forsimplede forklaringer.

Når vi vælger triangulering frem for forældrefremmedgørelse, er det ikke et politisk valg.

Det er et børnefagligt og etisk valg.