Tidsforbrug er vigtigt for en undersøgelses validitet

Raadvild får desværre klienter, hvis sager er gået galt, fordi børnesagkyndige psykologer konkluderer forkert. For Raadvild er det åbenlyst, at psykologerne:


1) Ikke har fået fat om problemets kerne, som ofte er psykisk vold og personlighedsforstyrrelser. Der laves sjældent børnesagkyndige undersøgelser i sager af lettere karakter.


2) Har en forudfattet holdning til skilsmisse"konflikter" som gensidige og ligeværdige. I norsk ret er det erstatningspådragende, hvis en myndighed ikke udreder magtforholdet mellem parterne og håndterer et overgreb som "konflikt". Når magtforholdet er skævt, er den korrekte handling fra myndighedernes side at stoppe mobberen - ikke arbejde med gruppedynamikker eller konfliktmægling eller lære offeret at "sige fra".


3) Ikke bruger tid nok på at finde kernen i problemerne. En norsk landsretsdom LF-2019-16347 fra Frostating Lagmansret konkluderer om en "faktaundersøgelse" om arbejdsmiljø, der konkluderer, at der ikke har været "mobning, trakassering eller krænkelse af værdighed" på arbejdspladsen:


"Faktaundersøkelsen, som ble gjennomført av (Arbejdsmedicinsk firma) ved (psykolog), forelå 20. desember 2013 og konkluderte med at det ikke hadde foregått mobbing, trakassering eller krenkelse av verdighet etter arbeidsmiljøloven § 4-3.

Lagmannsretten mener det er svakheter ved faktaundersøkelsen. For det første er det grunn til å stille spørsmål ved hvorfor faktaundersøkelsen måtte gjennomføres på bare 11 dager. Når dette ses i lys av utvalget av intervjuobjekter (7 personer) og metodikken som sådan, sitter lagmannsretten igjen med spørsmål ved hvor grundig og treffsikker konklusjonen var."


Til sammenligning oplever Raadvild, at børnesagkyndige psykologer laver underretninger om børn, hvis børnene i løbet af en 20 min. lang børnesamtale fortæller om, at de er bange for deres samværsforælder og har været udsat for eller vidne til vold og overgreb.


Eksempler fra børnesamtaler optaget af forældrene


Raadvild har hørt børnesamtalerne, der i flere tilfælde er optaget af klienterne. Der høres nogle særdeles velbegavede og velformulerede børn. Det undrer, at børnene på optagelserne ofte fortæller om sjove ting, de elsker at lave hos deres bopælsforældre - og at disse udtalelser i bopælsforældrenes favør ikke medtages i referaterne fra børnesamtalerne.


I gennemsnit udtaler børnene sig 3-5 minutter om deres samværsforælder. I denne del af interviewet høres på flere optagelser, at barnet modsiges af den børnesagkyndige og skal forsvare sine synspunkter, eller at den voksne lægger barnet ord i munden, som barnet korrigerer.

I én børnesamtale ender det med, at barnet til sidst i desperation råber til den børnesagkyndige: "Jeg VIL ikke se min far. Jeg VIL ikke. Jeg er bange for ham!" Og alligevel konkluderes det af den børnesagkyndige, at barnet har brug for sin far, og at mor ikke tillader barnet at udtrykke sine positive følelser for far. Dette uanset at barnet virker meget autentisk og sikkert, og ikke i den optagede samtale har nævnt sin mor, andet end i forbindelse med lege og hygge.


De børnesagkyndiges referater er - for en udenforstående - uigenkendelige ifht. barnets egne ord i lydoptagelserne. Og konklusionerne virker bombastiske og spinkelt funderede, når man selv har hørt samtalen. Herværende blogger er ikke psykolog, men præst. Jeg er vant til at høre mange og fantastiske livshistorier, og at forholde mig åbent til folks virkelighed. Jeg har hørt lydoptagelserne og ved ikke, om familieretshusets psykologer kan læse tanker - givet at dette må være det eneste mulige fundament for de konklusioner, jeg har læst.


Ligeledes bekymrer det, at ingen af børnene er blevet testet for lav IQ, inden dette konkluderes på baggrund af 20 min. samtale uden IQ-test, og at flere af børnene modsat betegnes som særdeles højt begavede af andre fagfolk.


Der er stor grund til bekymring over kvaliteten af børnesamtaler i Familieretshuset. Og baseret på landsretsdommen i Norge, er der stor bekymring over, at der på basis af 20 minutters samtale med en fremmed psykolog skabes rav i danske børnefamilier:


Bopælsforældre, som hidtil er vurderet gode og egnede, skal slås med underretninger om nedsat forældreevne. Vold og personlighedsforstyrrelser afvises som mødres manipulation, uanset af flere af børnenes udtalelser er sandsynliggjort af mødrenes PTSD og lange krisecenterophold.

Der underrettes ikke imod dén forælder, som ifølge barnet har udøvet vold mod barnet eller i barnets påsyn.


Raadvilds konklusion


Den norske landsretsdom kritiserer en 11 dage lang arbejdsmiljøundersøgelse for at være for kort til at afdække mobning blandt 7 voksne medarbejdere, og vurderer på denne baggrund, at retten ikke kan lægge vægt på undersøgelsens grundighed og konklusionens træfsikkerhed.


På denne baggrund er det voldsomt bekymrende, at familierettens afgørelser i børnesager bygger på 20 min. børnesamtaler, hvor fremmede psykologer skal bruge tid på at præsentere sig, og taler med børnene om ridning, navnet på barnets kæledyr, hvad børnene godt kan lide at lave med deres mødre, søskende og venner, yndlingslegetøj og om børnene kan lide at gå i børnehave eller skole.


Jeg har taget tid på, hvor længe barnet og den børnesagkyndige psykolog taler om dét, der er centralt for en jurist i familieretten. Og i alt bygger både konklusioner og bekymringsskrivelser på 2-6 minutter ud af 20 minutters samtale. På baggrund af disse 2-6 minutter kan samvær udvides eller indskrænkes og bopæle flyttes i familieretten.


Særligt bekymrende er det, at alle de forældre, som har optaget samtalerne og kan bevise, at de børnesagkyndige har citeret og konkluderet åbenlyst forkert, ikke kan få psykologens skøn prøvet inden domsafsigelsen.


Raadvild er bekymret for børnene og henviser til, at dygtige og kvalificerede landsretsdommere i Norge ikke vil lægge vægt på en sagkyndig undersøgelse, som er udformet i løbet af 11 dage, da dette er for kort tid til at lave grundigt arbejde med træfsikre konklusioner.


35 visninger