Narcissisme, paranoia og konflikt

Når der tales om narcissisme i den offentlige debat, forbindes begrebet ofte med selvoptagethed, storhedsvanvid og et stærkt behov for beundring. Det er ikke forkert – men det er utilstrækkeligt.

I praksis er der et andet træk, som er mindst lige så centralt, men langt sjældnere italesat:

paranoia.

Ikke paranoia i psykotisk forstand, men det, man kan kalde relationel paranoia:en vedvarende forventning om angreb, illoyalitet, skjulte dagsordener og tab af kontrol.

Ikke kognitiv svækkelse, men et konfliktmønster

I den offentlige debat forklares grænseoverskridende, inkonsistent eller aggressiv adfærd undertiden med kognitiv svækkelse (demens) eller neurologisk sygdom. Det stemmer dårligt overens med praksiserfaringen fra højkonfliktsager.

De personer, der oftest udviser dette mønster i arbejdskonflikter og familieretlige sager, er typisk fysisk sunde mennesker i 30’erne og 40’erne med intakt arbejdsevne, strategisk overblik og høj funktionsevne. Adfærden er stabil over tid, situationsafhængig og målrettet.

Der er med andre ord ikke tale om tab af evner, men om et adfærdsmønster, hvor paranoia og kontrolbehov spiller en central rolle.

Den indre logik

I klinisk og rådgivningsmæssig praksis viser dette sig igen og igen hos narcissistisk prægede ledere og ekspartnere, som på overfladen fremstår velformulerede, rationelle og socialt velfungerende.

Den underliggende tænkning kredser ofte om forestillinger som:

• “Nogen er ved at underminere mig.”

• “Hvis jeg ikke handler først, mister jeg magt.”

• “Modpartens ro er et tegn på skjult aggression.”

Det er denne oplevelse af latent trussel, der i høj grad driver adfærden. Modparten reagerer derfor ikke primært på fakta, aftaler eller erklærede intentioner, men på oplevelsen af kontroltab.

Konflikten handler dermed sjældent om sagen. Den handler om magt.

Hvorfor klassiske konfliktråd ofte fejler

Det er i den sammenhæng vigtigt at forstå, hvorfor velkendte råd som samarbejdsvilje, dialog og gensidig forståelse i praksis ofte ikke virker – og i nogle tilfælde kan forværre situationen.

I et paranoidt præget narcissistisk univers bliver samarbejdsvilje tolket som svaghed, og åbenhed som information, der kan udnyttes. Det, der for den ene part opleves som dialog, opleves af den anden som et magtvakuum.

En anden tilgang til konflikt

Når man forstår den paranoide komponent, ændrer det tilgangen til konflikt fundamentalt. Målet bliver ikke at opnå gensidig forståelse, men at skabe strukturer, der reducerer eskalation og beskytter den svagere part.

Det indebærer blandt andet at:

• kommunikere tydeligt, sagligt og dokumenterbart

• undgå følelsesmæssige forklaringer og moralske appeller

• etablere klare rammer, hvor eskalation har tydelige omkostninger

  
  

Narcissistisk prægede personer er ofte ekstremt følsomme over for deres omdømme, og spor og konsekvenser af deres egne handlinger. Derfor ser man ofte, at en person, der er aggressiv, grænseoverskridende eller truende i uformel eller privat kommunikation, bliver markant mere behersket, når kommunikationen bliver skriftlig, gennemsigtig og formel.

Et fagligt hul

Der mangler fortsat systematisk forskning i, hvordan narcissistisk paranoia udfolder sig som adfærdsmønster på arbejdspladser, i familieretten, i politik og i organisationer.

Indtil videre er praksiserfaringen ofte længere fremme end teorien.

For rådgivere, jurister og psykologer betyder det, at effektiv hjælp sjældent handler om at få klienter til at forstå modparten, men om at hjælpe dem til at beskytte sig og navigere klogt i relationer, hvor den enes forestillinger om sig selv og andre mennesker undergraver normal, rationel kommunikation og forhandling.

Illustration: Greyrock Consulting.