Når “jeg vil ikke bruge magt” er et advarselstegn

Højkonflikt-kommunikation i politik og familieret

Når Donald Trump siger, at han ikke vil bruge magt i spørgsmålet om Grønland, er det forståeligt, at nogle føler lettelse. Men i højkonflikt-kommunikation er netop denne type forsikring ofte et advarselstegn – ikke en garanti.

Problemet er ikke blot, hvad der siges, men hvordan det siges, og hvilke magtstrukturer der samtidig aktiveres.

1. Hvad der siges

Talen indeholder tre gennemgående elementer:

• Et krav (“køb af Grønland”) uden tilbud, pris, proces eller anerkendelse af, at modparten har vetoret

• En benægtelse af magt (“jeg vil ikke bruge magt”) gentaget flere gange

• En rammesætning af skyld (USA har reddet/beskyttet → der skyldes noget)

  
  

Det lyder umiddelbart rationelt, men logisk hænger det ikke sammen.

En forhandling forudsætter et konkret tilbud og et frivilligt samtykke. En fredelig intention behøver ikke gentagne forsikringer. Og historisk militær tilstedeværelse eller støtte kan ikke omsættes til nutidig suverænitet over et andet folks territorium.

Her opstår pseudologikken: Talen har formen af rationel argumentation, men mangler de logiske forbindelser, der gør argumenterne gyldige. Præmis og konklusion hænger ikke sammen – medmindre man på forhånd accepterer talerens magtposition som det afgørende argument.

2. Hvad der opleves

For modtageren – her grønlændere, danskere og det internationale publikum – opleves sproget som:

• Objektgørende (Grønland omtales som “et stykke is” eller et strategisk aktiv)

• Nedgørende (modstand fremstilles som følelsesbaseret, ufornuftig eller utaknemmelig)

• Pressende (alternativer nævnes, men ansvaret for enhver eskalation placeres hos modparten)

  
  

Resultatet er ikke dialog, men opgivenhed og forvirring:Hvad er det egentlig, der tilbydes?Og hvad er konsekvensen, hvis man siger nej?

Når magt benægtes sprogligt, men fastholdes strukturelt, skabes et utrygt forhandlingsrum, hvor modparten konstant må gætte på næste skridt.

3. Parallellen til højkonflikt i familieretten

Det samme mønster kendes alt for godt fra familieretlige højkonfliktsager:

• Truslen benægtes, men holdes aktiv

• Kravet fremstilles som rationelt og nødvendigt

• Modparten gøres ansvarlig for konfliktens konsekvenser

  
  

Et klassisk eksempel lyder sådan:

“Jeg vil ikke tage barnet. Jeg ønsker ikke konflikt. Hvis vi ender i retten, er det dit valg.”

Det er ikke beroligende kommunikation.Det er tvangsrammesætning.

Ofte forekommer den i situationer, hvor barnet er meget lille, den ene forælder har været primær omsorgsperson, og den anden kræver f.eks. en 7/7-ordning uden hensyn til barnets alder, tilknytning eller behov.

I praksis ser vi gang på gang, at højkonflikt-forælderen samtidig opruster juridisk. Advokater aktiveres, og bopælssager indledes pludseligt, mens den anden forælder har lænet sig tilbage i tillid til forsikringen:“Jeg vil jo ikke tage barnet. Jeg ønsker ikke konflikt.”

Raadvild.dk’s vurdering

Man skal ikke måle sikkerhed på ord, men på:

• Magtbalancen

• Handlemulighederne

• Om der gives reelle, ligeværdige valg

  
  

Når nogen siger “du har intet at frygte”, samtidig med at de selv definerer alle alternativerne og konsekvenserne, er det ikke fred. Det er kontrol.

Og det afslører noget afgørende: De scenarier, som angiveligt “ikke vil ske”, er allerede tænkt igennem – og kan aktiveres, hvis modparten ikke makker ret.

Det er kernen i højkonflikt-kommunikation.Og det er derfor, man aldrig

bør lægge sin agtpågivenhed fra sig alene, fordi nogen siger, at de ikke vil bruge magt.