Samarbejde er ikke altid et gode. I nogle sager er det selve problemet.

Den konfliktform, vi kender fra familieretten, genkendes i disse uger også på verdensscenen i debatten om Trump, Miller og Grønland. Reaktionerne handler ikke kun om politik, men om måden konflikter føres på: opmærksomhedsforskydning, gentagne udokumenterede påstande og forsøg på at isolere modparten gennem mistænkeliggørelse.

Der er sket et skift de seneste år. Konflikter, som tidligere blev forstået som personlige eller tilfældige, bliver i stigende grad genkendt som mønstre.

Begreber som højkonflikt, samarbejdschikane, gaslighting og narrativkontrol er ikke længere nichebegreber. De bruges i dag bredt i familieretten, i arbejdslivet og i den offentlige debat.

Det afgørende er ikke ordene i sig selv, men det, de gør muligt: at skelne mellem reel uenighed og strategisk magtanvendelse.

Magtmisbrug fungerer bedst, når det fremstår legitimt. Så længe adfærd kan beskrives som “gensidig konflikt” eller “to sider af samme sag”, er den vanskelig at håndtere retssikkerhedsmæssigt. Først når mønsteret identificeres, kan der reageres proportionelt.

I familieretten har et ensidigt fokus på samarbejde betydet, at systematisk magtudøvelse i højkonfliktsager ikke er blevet adresseret tilstrækkeligt. Lignende mekanismer ses i arbejdslivet og i politik, når opmærksomheden flyttes væk fra ansvar for konflikten og faktiske magtforhold.

Når disse mønstre genkendes på tværs af niveauer, flyttes analysen fra individ til struktur. Spørgsmålet bliver ikke, hvorfor en part ikke kan samarbejde, men hvordan samarbejde i praksis bliver brugt – og på hvilke vilkår.

Her ligger et afgørende skift.

Samarbejde er ikke altid et gode. I nogle sager er det selve problemet, fordi samarbejdskravet giver den mest strategiske part et strukturelt forspring. Når systemer insisterer på samarbejde uden samtidig at vurdere magtforholdene, risikerer de at fastholde – og forstærke – den dynamik, de burde afbryde.

At se dette klart er ikke et udtryk for mistillid.

Det er et udtryk for institutionel modenhed.

Det, der kan genkendes som mønster, kan håndteres.

Og det, der håndteres rettidigt, gentager sig sjældnere.

Formelt samarbejde kan dække over ulige magtforhold.