Hvor er børnene?
Som regel støtter jeg op om borgernes ret til at ytre sig. Men hvor bliver jeg dog træt, når en forældregruppe som »Hvor er far?« demonstrerer for køn og rettigheder i en debat, som burde handle om børnenes stemme.
Siden fordelingen af børn efter skilsmissen blev et ligestillingsprojekt – i stedet for et trivselsprojekt – er også de trælse forældre kommet på banen for at kræve deres »rettigheder«.
Jeg mener ikke, at børn er noget, vi har ret til. Jeg mener, at vi bliver »forældre«, når vi gør vores bedste og sætter vores egne behov til side, for at vores små størrelser skal trives og vokse op som glade og duelige mennesker.
Forældreskab er ikke biologisk betinget. Det ser vi hos de skønne og velfungerende børn, der vokser op med gode adoptiv- eller plejefamilier, gode stedforældre eller i andre konstellationer som kollektiver, homoseksuelle par, børn som vokser op hos bedsteforældrene eller hos mostre, onkler eller i deres bedste venners hjem. Der er mange konstellationer, og forældreskab handler om sund tilknytning – ikke biologi.
Hvad »fædres rettigheder« angår, så ser jeg et uoverskueligt sammensurium af gode fædre – og mødre! – som er blevet frataget deres børn pga. fejlskøn ved kommunen eller familieretshuset/familieretten. Der er altså ikke tale om »kønnede« fejl, men om inkompetence hos myndighederne ift. at varetage børnenes bedste.
Og side om side med disse gode forældre, hvis sager er fejlbehandlet, så de uden grund har mistet bopælen eller ikke ser deres børn, står skabsalkoholikere, voldsmænd og -kvinder, narcissister og paranoide, narkomaner, ustabile forældre og fraværende forældre. De demonstrerer også for, at børn skal have to biologiske forældre. For det eneste, de har at byde ind med som forældre, er det biologiske slægtskab.
Lad os ligestille alle forældre ved at lade bopæl og samvær afhænge af forældreevne. For at opnå barnets bedste, må vi blive meget, meget bedre til at undersøge forældrene. Lige nu ignorerer Familieretshuset både falske beskyldninger og reelle bekymringer uden nogen tilbundsgående undersøgelse.
Lad os blive enige om, at det IKKE er til barnets bedste at lade forældrene sejle deres egen sø, når de kommer til myndighederne for at få hjælp i en børnesag. Og naturligvis kan en børnesagkyndig undersøgelse ikke stå alene som grundlag for en forældreevne-vurdering. Det er undersøgelserne slet ikke beregnet til!
Sidsel Jensdatter Lyster, sognepræst i Varnæs Kirke og Bach. Jur.
